Michael Connelly

connelly

Photo: Mackenzie Stroh

Michael Connelly blev født d. 21. juli, 1956. Han blev tidligt overbevist om, at han ville være forfatter, ikke mindst efter at have læst Raymond Chandlers bøger om detektiven Philip Marlowe, samtidig havde det gjort indtryk på ham, at han i en tidlig alder havde overværet en kriminel handling og været vidne til slutningen af et røveri. Han valgte journalistik som hovedfag på Floridas Universitet og ‘kreativ skrivning’ som bifag, og efter endt uddannelse på universitet i 1980, fik han job på forskellige Florida aviser, hvor han især tog vare på kriminal stoffet. Han brugte et år på at interviewe de efterladte efter et flystyrt i Texas, og sammen med to andre blev han nomineret til en Pulitzer pris for den historie, der kom ud af arbejdet.

Dette var springet til et job på Los Angeles Times som kriminalreporter, og efter tre år i den stilling udkom hans første roman i 1992, The Black Echo (Det Sorte Ekko). Siden 1992 har han udgivet mindst en bog hvert år.

Den primære hovedperson i bøgerne er kriminalassistenten Harry Bosch (opkaldt efter maleren Hieronymus Bosch), men flere bøger er uden Bosch, dog krydser personerne i bøgerne hinandens veje på så fine måder, at det giver en helt speciel oplevelse. Et eksempel på dette er hovedpersonen Terry McCaleb i Blodspor. Han dukker op sammen med Bosch i Mørkere End Natten og igen i Malstrøm, men endnu mere komplekst bliver det, da Blodspor bliver filmatiseret af Clint Eastwood, og han selv spiller Terry McCaleb, og i Engleruten står Bosch og en kollega og ser på  filmplakataten og bliver enige om, at Clint Eastwood ikke ligner Terry McCaleb særlig godt!! Denne blanding af fiktion og virkelighed er fascinerende læsning og dybt underholdende.

Connelly har udtalt, at der i Harry Bosch er en blanding af Philip Marlowe, Lew Archer, Dirty Harry, Frank Bullit og en del politifolk som han har mødt i sit job som journalist. Bosch er først og fremmest en dygtig kriminalassistent, der opklarer sagerne på sin egen måde. Man følger hans kamp mod autoriteterne, det korrupte og ikke mindst: afdelingen for interne anliggender.

clint

Clint Eastwood og Michael Connelly under indspilningen af ‘Bloodwork’,